Loading...

Tilmeldinger

Der er kun to ting, der er vigtige her:

  • Nemt for deltagere at tilmelde sig
  • Nemt for arrangøren at håndtere tilmeldingerne

Jeg ser desværre rigtig ofte, at det ikke er tilfældet. Ofte er det sikkert fordi, folk ikke kender mulighederne, og så er det nemmest at gøre, som man altid har gjort.

 

Et klassisk eksempel

Tilmelding på e-mail og betaling ved bankoverførsel. Her bliver jeg typisk så træt, at jeg aldrig får tilmeldt mig.

  • Får arrangøren nu alle påkrævede oplysninger, når folk selv skal formulere en e-mail?
  • Arrangøren skal copy/paste alle data fra e-mails til en samlet deltagerliste
  • Arrangøren skal manuelt afstemme alle tilmeldinger med indbetalinger på bankkontoen

Det mindste man kan gøre er da at oprette en Google Formular eller lignende. Det løser de første to problemer ovenfor - men ikke det sidste.

 

Løsningen

Der er utallige webservices derude, der løser netop det her problem. Hvis de kan sælge billetter til koncerter og lignende, så kan de også sælge jeres billetter, startnumre, eller hvad I nu kalder det.

Ja, det kræver lidt tid at sætte op - ikke mindst første gang. Men den tid er givet godt ud, for så skal man ikke have den opgave fisende rundt i baghovedet i flere uger eller måneder, mens tilmeldingerne tikker ind. Man får ganske enkelt en bold mindre at holde i luften. Det er i hvert fald noget, jeg værdsætter.

Næste gang dublikerer man selvfølgelig bare sit event. Derefter retter man datoer, links og opdaterer teksten. Vupti, så er man klar.

Det er i øvrigt også nemt at snuppe alle e-mails fra tilmeldingerne sidste gang. Så kan man skrive et fint lille nyhedsbrev til dem med et link til Facebookbegivenheden for det kommende arrangement. 

 

Anbefalinger

NemTilmeld
Et stigende antal idrætsforeninger er glade for NemTilmeld. Som non-profit organisation kan man bruge platformen gratis udover et mindre gebyr på kortbetalinger. 

Cognito Forms
Viborg Orienteringsklub roser Cognito Forms til skyerne: "Vi bruger Cognito Forms med automatisk overførsel til deltagerliste på løbets hjemmeside, kortbetaling og meget enkel mulighed for tilbagebetaling i tilfælde af afbud."

EasyMe
Det er platformen som du kigger på nu. EasyMe koster 199 kr. + moms om måneden, men så kan den også meget andet.

Race Result
Mange motionsløb og lignende bruger Race Result til tilmelding, tidtagning, resultatlister, diplomer mm.

 

Har du erfaringer med andet indenfor tilmeldinger? Du er meget velkommen til at skrive et par linjer eller mere om det, så får det plads her.