Loading...

Opret Facebookbegivenheder med godt blikfang

Det er ikke kun billedets dimensioner, der er vigtige, når man opretter en Facebookbegivenhed. Billedet er det primære blikfang i konkurrence med alle mulige andre aktiviteter og andet støj på Facebook. Det rigtige billede kan gøre en markant forskel. Hvis det er vigtigt med mange deltagere, er det værd at gøre sig umage.

Blikfanget består af billedet og titlen på begivenheden. Det er de to, som folk ser, når begivenheden dukker op i deres nyhedsstrøm.

 

Tanker om et godt blikfang

Det gælder om at få målgruppen til at spejle sig i billedet, så de bliver nysgerrige. Derefter gælder det om at gøre det ufarligt, så de tør møde op. Det lyder simpelt, men der er en del overvejelser forbundet med det.

Glade og begejstrede personer er altid et godt udgangspunkt. Fotograferet forfra, naturligvis. Ellers er det svært at se begejstringen.

Vis aktiviteten, hvis ikke det er åbenlyst, hvad man skal. Og vis den gerne på et niveau, der er relevant for nye deltagere.

Gør det tydeligt, at man godt kan være med, selvom man ikke har prøvet det før.

Tilføj gerne lidt tekst på billedet. Det springer mere i øjnene der end i titlen under billedet. Har du taget billedet med mobilen, kan du sikkert også tilføje tekst ved at redigere billedet på mobilen. Ellers er der gratis online grafikprogrammer som Canva, Pixlr og andre. 

Brug inviterende ord (På billedet eller i titlen) som "Kom og prøv", "Åbent hus", "Åben træning", "Alle er velkomne" og lignende.

Er der en unik vinkel, så spil på den for at skille jer ud fra mængden.

 

Et tænkt eksempel

Petanqueklubben vil så gerne have nogle yngre medlemmer, så de beslutter sig for at holde åben træning. Det kræver jo ikke ret meget mere end at oprette og markedsføre en Facebookbegivenhed. 

De tager et gruppebillede til træning, hvor alle dagens spillere på 65-85 år står skulder ved skulder iført klubbens nye farvesterålende klubtrøjer.

Titlen på begivenheden bliver: Åbent hus i petanqueklubben

Den åbne træning kommer til at ligge en tirsdag kl. 11-14, hvor man altid træner og derefter hygger med en sildemad og en øl eller sodavand. Det sidste kommer naturligvis også til at fremgå af teksten på begivenheden.

 

Min vurdering

Ovenstående eksempel kan måske godt virke, men det kan optimeres på flere fronter.

Yngre medlemmer kan de godt glemme med den træningstid. Hvis de vil være relevante her, må de først oprette en ekstra træningstid. Det er til gengæld et glimrende match til flere pensionister.

Billeder bliver sikkert flot, og de skal nok selv blive stolte af det. Men man kan ikke umiddelbart se, at det er en petanqueklub, og det kan også virke skræmmende, at de alle har klubtøj på. Hvis jeg dukker op til træningen som den eneste nye, vil jeg udstille mig selv. Kommer der ti andre nye, er det ikke et problem. Men det kan jeg jo ikke vide på forhånd, så jeg bliver væk.

Jeg vil hellere have et billede af nogle, der spiller petanque, og gerne en situation, hvor en i klubtøj instruerer nogle uden klubtøj.

Hyggen bagefter kan man godt spille mere på. Mon ikke det er derfor, de fleste nuværende medlemmer kommer til træning hver uge? For mange er idrætten en undskyldning for at mødes omkring noget helt andet. Sådan er det mange steder.

Hvis man er rigtig fræk, så tager man et opstillet billede med nogle petanquekugler på et bord sammen med et par glas sild og nogle dåser øl og sodavand - og i baggrunden nogle medlemmer omkring bordet. Hvis man går den vej, rekrutterer man med hyggen og ikke så meget med idrætten, men er der noget i vejen med det? ?

 

Tilbage til: