Markedsfør Facebookbegivenheder via lokale grupper
Det gør man naturligvis på helt samme måde, som da vi delte Facebookbegivenheden i foreningen egne gruppe(r).
Men der er et par ekstra overvejelser, nu hvor vi kommer på udebane og skal bruge andres Facebookgrupper.
Find grupperne?
Lav søgninger på Facebook efter nedenstående søgeord:
- Kommunens navn
- Byens navn
- Kvarterets navn
- Relevante postnumre
Find dem, der har funktionen som virtuelle byens torv eller forsamlingshus. Det er også her, katte bliver fremlyst, så snart de forlader egen matrikel. Det samme gælder cykler, der er parkeret et nyt sted. Og der bliver advaret mod alle polske varevogne på villavejene. Og den slags.
Skriv grupperne ned og lav gerne links til dem.
Undersøg grupperne?
I Om-sektionen i højre side af en Facebookgruppe kan man typisk læse, hvilket emner, det er OK og ikke OK at lave opslag om. Respekter det.
(Jeg har selv oplevet, at et opslag om et foreningskursus centralt i Kolding ikke var OK at omtale i en gruppe for Kolding Nord - på trods af at mange af kommunens idrætsforeninger holder til i Kolding Nord.)
Når det er sagt, er foreningers opslag næsten altid velkomne i de lokale Facebookgrupper - ikke mindst når man laver aktiviteter for børn, børnefamilier eller andre aldersgrupper.
Benyt kun grupperne lejlighedsvis
Lad være med at lave opslag i grupperne i tide og utide. Folk bliver trætte af det, og hvis foreningen deler det hele i en lokal gruppe, er der vel heller ingen grund til at følge foreningens Facebookside.
Det sker, at jeg har behov for at gøre opmærksom på flere inviterende Facebookbegivenheder i samme måned. Så laver jeg ét opslag med links til flere Facebookbegivenheder.
Post strategisk
Det er i høj grad de samme mennesker, der er medlem af de forskellige Facebookgrupper i et lokalområde. Vil du gøre dig umage, så del begivenheden i gruppe nr. 1 på dag 1. I gruppe nr. 2 på dag 2. osv. På den måde når du ud til de samme mennesker flere gange. Det kan være en fordel.
Tilbage til: