Markedsfør Facebookbegivenheder til hangarounds
Når medlemmerne er inviteret og har lidt tid til at svare, vil det være logisk at invitere andre, der kender foreningen i forvejen. Måske har de endda deltagere i tidligere aktiviteter. Hvis det er tilfældet, vil de ikke være nervøse for at indtage dansegulvet sammen med foreningens medlemmer.
Herunder følger et idekatalog, hvor man kan plukke dem, der giver mening:
Tidligere Facebookbegivenheder
Har foreningen tidligere oprettet Facebookbegivenheder for lignende aktiviteter, er det oplagt at finde én eller flere af dem frem igen. Hvis man deltog dengang, eller hvis man bare var interesseret, er der grund til at tro, at man vil være interesseret igen.
- Find en tidligere begivenhed
- Klik over på fanebladet Debat
- Lav et opslag med foreningens profil
- Skriv i opslaget, at I gør det igen, og at man kan læse mere på den nye Facebookbegivenhed. Link til denne.
Det er næppe den mest effektive kommunikationskanal, men nogle af dem, der svarede på den gamle begivenhed, får sandsynligvis en notifikation om, at arrangøren har lavet et nyt opslag på begivenheden.
Tidligere medlemmer
Det er næppe noget, man skal gøre hver gang, men nogle aktiviteter kunne måske være interessant for tidligere medlemmer. Hvis man ved udmeldelse har sørget for at flytte dem til en mailingliste for tidligere medlemmer, vil det være nemt at sende dem et nyhedsbrev med en invitation.
Følgere af foreningens Facebookside
Lav opslag på Facebooksiden og fortæl om aktiviteten. Fortæl også gerne om arbejdet op til den store dag. Sørg altid for at linke til begivenheden med en opfordring om at holde sig opdateret der.
Det er muligt at skrive @følgere i opslaget, hvilket vil sende notifikationer ud til nogle af sidens følgere. Jeg har selv oplevet, at mine Facebooksider får en notifikation, når en side, de følger, benytter det trick. Min personlige profil har dog ikke fået den slags notifikationer endnu, selvom den ofte følger de samme sider.
Der er naturligvis en, der har oprettet en Facebookside med navnet Følgere. Det er ikke den, du skal tagge.
Nyhedsbrev til tidligere deltagere
Har foreningen indsamlet kontaktoplysninger på deltagere i tidligere aktiviteter, er det måske nu, de skal have et nyhedsbrev med en invitation. Får man sat det i system, er der rigtig meget at vinde. Det giver jo mulighed for at holde kontakten til potentielle medlemmer (Eller potentielle fremtidige deltagere, hvis det er et motionsløb eller lignende)
Jeg skal ikke gøre mig klog på GDPR, men man kan i det mindste sende dem et rigtigt nyhedsbrev i stedet for at bruge sin egen Gmail:
- Hvor man ikke kan komme til at skrive 100-vis af modtagere i Cc-feltet.
- Hvor modtageren kan framelde sig fremtidige nyhedsbrev med et enkelt klik.
OK73 Gladsaxe har på fire år med regelmæssig åben orienteringstræning og online tilmelding indsamlet over 400 e-mailadresse. Under 10% af modtagerne, der primært er børnefamilier, har frameldt sig nyhedsbrevet.
Andet?
Er der andre måde at kommunikere elektronisk med sine hangarounds - og lokke dem til at svare på begivenheden?
Tilbage til: